Classic Poem

Ak, bedste Hr. Cornilsen!
Saa hør mig dog engang, -
„Nei, Panzer! Ei jeg høre vil
Hans ynkelige Sang;
Hvis ei han tæller op
Ducater tre Gang ti,
Da faaer han aldrig Pigen,
Og med os er det forbi.

Det er mig ligemeget,
Hvem Guldet hører til,
Og hvor han det har faaet,
Jeg ikke vide vil;
Men jeg, Jomfruens Værge,
Maa sørge for, at ei
Den spæde Fod skal træde
For tornefuld en Vei.

Det søde Barn betakker -
Ham siger hans Forstand -
Sig for en saadan Prakker,
Som han, til Ægtemand,
Der eier knap til Øllet,
Ei Bid eller Brand!" -
Da sukked Ungersvenden,
Thi Talen, ak! var sand.

Det var Hr. Borgemestren,
Der talede saa vredt;
Det var hans stakkels Skriver,
Der havde det saa hedt;
Det var den vevre Martha,
Hans Huusjomfru snild,
Som i Skriverhjertet tændte
Den forfærdelige Ild.

Forsamlet var i Salen
Al Byens unge Jagt;
Der stod han blandt de Andre
Slukøret og forsagt!
Men Martha gik saa emsig,
Saa rolig og tilfreds,
Og skjenked Viin af Kanden
Om til den hele Kreds.

Borgmestren elsked Jagten,
Og derfor i sin Sal
Han hvergang samled Jægerne,
Før de drog ud i Dal.
Selv laae han nu for Anker,
Thi Podagra og Gigt
Har Skræk for Kjær og Moser,
Og skyer en Jægers Pligt.

„Men — hvis han bringer Mynten, -
Dog hvor skal han den faae?
Da sværger jeg, — nu seer han,
Hvor vis jeg er derpaa, -
Med Bruden vil jeg dandse
Den allerførste Vals!"
Da loe den hele Skare,
Saa Hundene gav Hals.

Med Bøssen slængt om Skuldren
Over Torvet Skaren gik,
Hr. Panzer drev bagefter
Med melancholske Blik;
Hans Herres Øre lytted
Med Suk til fjerne Larm,
Og Jagtlysten rørte sig
I længselsfulde Barm.

Det trøsted ham slet ikke,
Naar han slog sig for sit Bryst,
Sjøndt der det gav en Klang
Som til Englenes Lyst;
Thi hemmeligt han gjemte
Ved tause Barm en Pung,
Af Guldstykker blanke
Fuldstoppet og tung.

Hvad hjalp ham nu hans Stue
Med det prægtige Karnap?
Og Loftets Stukkatur
Med forgyldte List og Knap?
De brogede Dukker
Paa Nøddeskabets Gavl?
At Ruderne var malte,
Og Gulvet lagt i Tavl?

En Lænestol heel magelig
Hans Herlighed bar;
Der svæved han i Puder,
Saa tyk, som han var;
Paa tvende Fløielsskamler
Sig hvilede hans Been,
Saa bugede som Tønder
Og saa tunge som Steen.

Men ak! skjøndt blødt beleiret
Af Uld og Svanebai,
Den høifornemme Gjæst
Ei vilde gaae sin Vei;
Som Millioner Bremse
Den jog ham op og ned,
Liig Syle, saa han brøled
Ret angenemt derved.

Fortvivlet greb han Stokken
Med Guldknappen paa,
Og fløited ad to Mynder,
Som ved hans Fødder laae;
Saa krøb han ned i Gaarden,
Hvor ved Baghusets Muur
Der stod, med unge Harer,
Et trætømret Buur.

Af dem han greb den Største,
Og slæbte den afsted
Med vaklende Skridt
I sin lille Hauge ned,
Der mod de smaa Briganter,
Ret som en Fæstning stærk,
Paa hver en Kant var skjermet
Ved Muur og Plankeværk.

Han satte sig paa Bænken
Ved Springvandets Rand,
Hvor en Narcissus græd
I det glasklare Vand;
Saa lod han Morten springe
Mellem Busk og Æbletræer,
Over Kaal, over Roer,
Gjennem Ribs og Stikkelsbær.

Han pudsed sine Mynder, -
Da sang de lystigt op,
Og fulgte Harens Spor
Med ret vindige Hop;
Borgmestren, den tykke,
Da satte Haand for Mund
Og blæste dem et Stykke
Med Fryd af Hjertensgrund.

Han fløitede, han klappede,
Han raabte sit Halloh,
Og legede saa Jagt,
Skjøndt han selv sad i Ro; -
Ei Haren lod sig fange,
Det gik, som det var smurt
Omkring i Haugens Gange
Gjennem Busk, over Urt.

Tilsidst den kom i Knibe;
Da var den ikke seen,
Men søgte kjæk sin Frelse
Bag Herrens tykke Been,
Som og med megen Latter
Den hjalp af Qval og Nød:
Han snapped Haren atter,
Og holdt den paa sit Skjød.

Den Jagt bleev ham for langsom,
Thi Haren var for let,
Af Raaben og af Skrigen
Han selv var bleven træt;
Han tænkte: „jeg skal dæmpe
Din Flygtighed brat,
Da kan du ikke kjæmpe
Saa tappert, du Krabat!"

Rundt om hans Øie søgte,
Men ingen Steen han saae,
Da følte han sit Hjerte
Mod Guldbørsen slaae;
Den drog han frem af Barmen,
Tog Haren paa sit Knæ,
Og bandt den fast om Bugen
Paa det sprættende Kræ:

Han slap den atter, — hei!
Da sprang den som en Vind,
De Reisepenge gjorde den
Vist let i Sind og Skind;
Bagefter satte Hundene
Med skingrende Vovvov!
Da ønsked sig nok Morten
Igjen i Mark og Skov.

Med Eet blev det saa stille,
Kuns Hundene de peb;
En inderlig Forfærdelse
Borgmesterhjertet greb;
Han saae, hvor de med Jamren
Langs Plankeværket løb,
Og kradsede med Poterne,
Og snusede og krøb.

Bag ved en Himbærhække
Ved Haugens ydre Kant,
Der var et lille Smuthul,
Den snilde Morten fandt.
Der trængte han sig smidig
Imellem Muur og Fjæl; -
Han bad ei om Forlov,
Han sagde ei Farvel!

Han tog tilbeens ad Marken,
Og svandt i Bjerg og Skov;
Der stod nu Magistraten
Langnæset og flau;
Han listed sig forbløffet
Til Lænestolens Skjød,
Og bandte, som en Tydsker,
Og ønsked, han var død. -

Alt Aftensolen tindred
Paa Sankt Agathas Spiir,
De røde Skyer seilede
I Luftens blaae Revier,
Og Lysene blev tændte
Fra Kjelder op til Qvist;
Da mumled Borgemestren:
„Nu kommer Jagten vist."

Høit Hornet lød fra Dalen,
Saa Fjeldene gav Klang,
Igjennem Gaden toned
Den muntre Jægersang;
Da kom de ud paa Torvet
Bag Raadhusets Fløi,
Ind stimled de i Salen
Med Latter og med Støi.

I Spidsen gik Hr. Panzer
Og smilede ret tryg,
Med Bøssen under Arm
Og Haren paa sin Ryg;
Han stededes for Bordet
Saa straalende, saa stolt;
En guldvirket Pengepung
Han høit i Haanden holdt:

De tredive Ducater
Jeg her optælle vil;
Det var jo Dem det samme,
Hvem Guldet hørte til?
En Hare har jeg fanget,
Den bar det om sin Bug.
Jeg tog det, thi jeg tænkte:
Han har derfor ei Brug;

Thi Haren i sin Stilling
Ei Penge har Behov,
Han finder Disk og Dug
Og Brudeseng i Skov;
Men jeg — naa, Gud skal loves!
Det endte ei saa slemt;
Jeg haaber, Deres Løfte
De ei vil have glemt?

De gode Kammerater
Vare Vidner her i Dag;
Mit Udstyr og mit Bryllup
Det bliver Deres Sag;
Med Bruden skal De dandse jo
Den allerførste Vals?"
Da bruste Skarens Latter,
Saa Hundene gav Hals.

Skjøndt arrig i Parykken,
Borgmestren maatte lee,
Da for sit Øie atter
Han Skatten fik at see;
Han vinkede ad Martha,
Tog Panzer ved Haand,
Og knytted for Alverden
Det uløselige Baand.

Stor Fryd der blev at skue
Paa Raadhusets Sal,
Der sprang den rhinske Drue
I græsgrøn Pokal;
Stadsmusikanten førte op
Sin bedste Symphonie,
Stegt Haren stod paa Bordet; -
Saa var den Stads forbi.