Classic Poem

Huusnisserne her i vort Slot
Fra deres Smuthuller titte,
Og tage sig alt for, saa smaat
At spørge mig og fritte:

„Hvad er dog det? Hvorlænge vil
Nu vare denne Pjasken?
De er pene nok, hvortil
Skal da den megen Vadsken?"

De stimle om mig, hvor jeg gaaer
Paa Gangen, og bag Døren
De lure og paa Udkig staaer
Og døve mine Øren.

Der sidder een og gloer saa vredt
Midt i vor Dagligstue,
For han saa længe ei har seet
Sin allersødeste Frue.

Naar stundom i dit Kabinet
Jeg ligger og vil lure,
Saa sidder een paa Hyldens Bræt
Og siger, med Miner sure:

„Her ligger han igjen! nei, hør!
Det seer jeg ikke gjerne;
Han gjør saa skummelt mørkt, hvor før
Mig tindred huldt en Stjerne!"

En anden af den lille Flok
Raaber fra Lysekronen:
„Af Manden har vi meer end nok,
Vi længes efter Konen."

En tredje af satirisk Art
Med Smiil og sledske Miner
Mig hvisker: „Her er tomt og bart
Som i din Sjæls Ruiner."

Een med et Øie skarpt og hvast
Taer Plads paa Sophafløilet,
Og der opregner Løst og Fast
Hans Tunge mig utøilet.

Og han er grov, den lille Fyr,
Uvoren og fortrædelig;
Ei kan paa ham jeg holde Styr,
Han siger, jeg er kjedelig.

Og da det er saa sandt, ved Gud!
Saa maa jeg tie stille
Og taale, at han leer mig ud,
Den uopdragne Lille.

Og een af meer godmodig Aand
Og sindig i sit Væsen,
Staer der med Tørklæd i sin Haand
Og tørrer Øine og Næsen.

Og siger hulkende: „God Dag!
Jeg savner min Veninde;
Til hendes Hjertes rene Slag
Jeg lytted mangesinde.

Jeg fulgte hendes Tankes Vei
Og sad ved hendes Øre;
Slet Intet finder jeg hos dig,
Som jeg har Lyst at høre." -

Og Alt hvad jeg saa siger dem,
Det kan slet ikke nytte,
De raabe: „Kommer hun ei hjem
Ret snart, saa vil vi flytte!"