Classic Poem

Kom, lad os prise de herlige Mænd,
Forfædrene vore fuldgæve!
Kongernes Konge de havde til Ven,
Det lysted Ham høit dem at hæve!

2.
Herlig de straalede hver i sin Old,
Opblomstred i Ly af Hans Throne,
Mange med Æren bar Hjelme og Skjold,
Og Retfærds den snehvide Krone!

3.
Hvor i al Verden var Mage til dem,
Som gjorde Guds Fiender til Skamme!
Løve i Marken men Lam i sit Hjem
Var Helten af Abrahams Stamme!

4.
Helte og Viismænd de gange paa Rad,
Profeter Guds Raad aabenbare,
Konstig sig rører og Pennen paa Blad,
Mens Toner til Tankerne svare!

5.
Stakket er Livet og Lykken paa Jord,
I Graven der glemmes saa Mange,
Men af Guds Folk der med Æren gaaer Ord,
De leve i Minder og Sange!

6.
Hjerte de havde, thi glemmes de ei,
Retfærdige Slægter vedvare,
Sønnerne vandre paa Fædrenes Vei,
For bedre de kan ikke fare!

7.
Legemer smuldre, for Kiød er som Hø,
Med Navnet dog Aanden fremskrider,
Ei før med Ætten kan Æren uddøe,
De vare til evige Tider!

8.
Legemet slumrer i Graven med Fred,
Mens Navnet i Kirken gjenlyder,
Slægterne lytte og frydes derved,
Fortælle de Helliges Dyder!

9.
Enok, vi sjunge, han tækkedes Gud,
Og derfor han smagde ei Døden,
Flyttet han blev paa den Vældiges Bud
Didhen, hvor de mindes ei Møden!

10.
Noah var Manden af ypperste Rang,
Retfærdig i Syndflodens Dage,
Prise ham skal alle Folkenes Sang
For Haab, der med Liv blev tilbage!

11.
Abraham Ingen kan maale sig med
I Lykke, i Hæder og Ære,
Alle Guds Børn, hver Tid og hvert Sted,
Han skal deres Stamfader være!

12.
Med ham, som Ven, traadte Herren i Pagt,
Hvad kan ved den Ære vel lignes,
Og i hans Sæd, haver Sandheden sagt,
Nu skal alle Slægter velsignes!

13.
Isak, af Roden det tidligste Skud,
Velsignelsen arved hernede,
Abrahams, Isaks og Israels Gud
Det vil den Almægtige hede!

14.
Jakob, han var som i Ørken et Væld,
Hvorom grønnes Palmer i Klynge,
Høvdinger tolv havde Nok i hans Held:
Velsignelsen, værd at besynge!

15.
Faderens Stolthed er Sønnen fuldstor,
Som Moses ei Stormand der findes,
Elsket i Himlen og elsket paa Jord,
Velsignet han evig skal mindes!

16.
Fuldmagt han havde af Himmelens Gud,
Hans Ord kunde reise og fælde,
Frit i Guds Tempel gik ind og gik ud
Den Kæmpe, usvækket af Ælde!

17.
Livets og Vidskabens Lov kaldes hans,
Gud talde med ham som Sin Næste,
Blændende Skin af Guds Herligheds Glands
Man saae paa hans Pande sig fæste!

18.
Han gik i Døden som Konger af Slag,
Med Lovsang for Seieren vundet,
Gud ham jordfæsted, til Dagen i Dag
Hans Gravhøi bag Sky kun er fundet!

19.
Vældig var Josva i Storm og i Strid,
Saa end ved hans Minde der bæves,
Frelser han var for Guds Folk i sin Tid,
Sit Navn bar han ikke forgæves!

20.
Konger for ham gav i Hulerne Kiøb,
For han havde Seiren i Hænde,
Solen for ham gjorde Holdt i sit Løb,
Og Dag sig fordobbled til Tvende!

21.
Dommerne alle, som fulgde Guds Løv,
De leve i priseligt Minde,
Og deres Navn, om det med dem hensov,
Opreisning hos Efterslægt finde!

22.
Samuel var en behagelig Mand
For Ham, som paa Hjertet har Øie,
Under ham hvilede Israels Land,
Og vidt skued han fra det Høie!

23.
Tyrus og Sidon gav Bod han for Mod,
Han thinged med ingen Filister,
Dommere mindes, hvor herlig han stod,
Naar Gunst eller Gave dem frister!

24.
Konger han salved med Olie feed,
Og Sandhed til Jorde ham fulgde,
Undte ham Trolde i Graven ei Fred,
Dog Sandheden ikke han dulgde!

25.
Flammen, som blusser paa Altret i Kveld,
Ved den er Kong David at ligne,
Dybest han drak af Guds Deiligheds Væld,
Ham Helgene alle velsignei

26.
Han var en Hyrde, saa from og saa blid,
Kun Helt mod den trodsige Røver,
Mange mon lege med Lam og med Kid,
Han legde med Bjørne og Løver!

27.
Kæmpernes Rustning faldt Hyrden for tung,
Men godt svang han Stenene lette,
Rødmusset gik han i Kredsen fuldung,
Og fældte den pralende Jette!

28.
Gud var hans Støtte, hans Sol og hans Skjold,
Den Gud, som har Alting at raade,
Han, som giør æret, giør yndig og bold,
Og Konge han blev af Guds Naade!

29.
'Alt til Guds Ære!' han skrev i sin Haand,
Det nynned han og i sit Hjerte,
Lovsang i Munden ham lagde Guds Aand
Derefter i Fryd og i Smerte!

30.
Hjertelig kiær var i Lyst og i Nød
Ham Skaberen, Gud i det Høie,
Derfor langt mere end Honningen sød
Var Sangen med Taarer i Øie!

31.
Aldrig det ganger ad Glemme paa Jord,
Og evig i Himlen det mindes:
David er Fader til Israels Kor,
Hvis Mage i Verden ei findes!

32.
Grov var hans Synd, men hans Sorg var og sand,
Saa dyb, som det bundløse Hjerte,
Naaden ham favned og reiste paa Stand,
Til Trøst den forvandled hans Smerte!

33.
Himmelsk fra Dybet end stiger i Sky
Hans Tak til den store Forsoner,
Og til hans Sæd i den hellige By
Forgyldte staae evige Thronerl

34.
Salomons Viisdom blev Ordsprog paa Jord,
Fra Tyrus til Øerne fjerne,
Menneskets Hjerte og Aandernes Spor
Sig speilede klart i hans Hjerne!

35.
Alt som en Have da blomstred i Fred
Fra Dan til Bershaba hans Rige,
Glimrende Templet sig reiste derved,
Af Magen Man veed ei at sige!

36.
Sølvet og Guldet da tabde sin Priis,
Og Perler var ikke kostbare,
Alt blev fordunklet af Kongen fuldviis
Med Talerne gyldne og klare!

37.
Ordsprog og Gaader af Vidskabens Hav
Opstege som Perler paa Snore,
Lignelser fine som Guld og som Rav
Oplyste de Smaa med de Store!

38.
Men hvilken Skam for den viseste Mand!
Af Kvinder lod han sig bedaare,
Aanden med Kiødet ombyttede han,
Besmitted sin Afkom fuldsaare!

39.
Daarskaben fødte den Viismand en Søn,
Og Sorg den ham fødte tillige,
Kløvet blev Salomons Krone fuldskiøn,
Og mægtigst Guldkalvenes Rige!

40.
Miskundheds-Kilden i tusinde Ledd
Udtørres dog ei hos den Gode,
Evig det Stamtræ skal grønnes derved,
Som randt med Kong David af Rode!

41.
Lyset ei blev i Jerusalem slukt,
Og selv i Guldkalvenes Rige
Asken med Gnist bar en straalende Frugt,
I Blusset Man saae den opstige!

42.
Blusset Elias, med Læbe som Glød,
Opsteg i de mørkeste Dage,
Tale som Torden, med Lynilden rød,
Da hørde i Sky Man at brage!

43.
Tørke udsprang af hans brændende Ord,
Afsvidt blev alt Grønt over Tue,
Bundløse Revner slog bristende Jord,
Som Kaabber var Himmelens Bue!

44.
Sendte i Sky han sin brændende Bøn,
Nedregned der Ild paa hans Fiender,
Kyssed han Enkens den steendøde Søn,
Da blussed de blegnede Kinder!

45.
Flammende Heste for straalende Karm
Den Høieste efter ham sendte,
Deraf end gløder de Troendes Barm
Ved Tanken, hvad Støv har ivente!

46.
Sikkert ivente den Seer fra Sky
Er end i de kommende Dage,
Da skal Jerusalem bygges paany,
Og Soel gaae paa Skiven tilbage.

47.
Israels Stammer da blomstre igien,
I Sønnen sig Fædre velsigne;
Salige Øine, som Englenes Ven
Beskue, beundre og ligne!

48.
Lykkelig var dog og Vennen, som saae,
Da herlig til Sky han blev hævet,
Til ham, endog det er svart at forstaae,
Med Kaaben Lysaanden nedsvæved!

49.
Derfor, Elisa, dit Liv blev saa klart,
Af glandsfulde Jærtegn omlynet,
Derfor det blev i din Grav aabenbart,
Du havde Opstandelses-Synet!

50.
Faa var de Sønner, som vandrede smukt
Ad Konninge-Faderens Veie,
Ikke dog blev i Jerusalem slukt
Natlampen ved Stolkongens Leie!

51.
Kong Ezekias var En af de Faa,
For ham gik og Solen tilbage,
Efterskin Øiet da tindrende saae
Af Davids de kronede Dage!

52.
Klipper udbored den Herre med Preen,
Med Mure sin By han omringed,
Kilder udlokked den Konge af Steen,
Og nødig med Fienden han thinged!

53.
Det var Senakerib Hedninge-Drot,
Stor Kvide paa Sion han voldte,
Israels Værge bød Trods han og Spot,
Som Goliath brasked den Stolte!

54.
Murene rysted og Vogterne med,
For Mod var der ikke i Barmen,
Folket blev raadvildt, og Kongen blev rædd,
For Kraft var der ikke i Armen!

55.
Kongen, han vidste dog levende Raad,
Opløfted de synkende Hænder,
Bad til den Helt, som er herlig i Daad,
Og Bladet med Aandepust vender!

56.
Ordet udfoer: Jeg har givet dig Seir,
For Trods skal Senakerib bøde!
Engel! slaa ned i Assyrernes Leir,
Saa ei han kan tælle de Døde!

57.
Held Esaias, den herlige Skjald,
Som Gud lagde Spaadom paa Tunge,
Gudsordet hans om Senakeribs Fald
De Smaa skal med Jubel udsjunge.

58.
Aanden var over ham, vældig og stor,
Den Israels tindrende Stjerne,
Derfor med Glands i hans vingede Ord
End speile sig Tiderne fjerne!

59.
Sorgen paa Sion blev mild ved hans Trøst,
Og Natten blev lys ved hans Syner,
Over hans Gravhøi, som gjennem hans Røst,
Til Dagenes Ende det lyner!

60.
Konger, som trodse den Høiestes Bud,
Ved Trolde er de kun at ligne,
Som deres Navne er glemte for Gud,
Dem skal ingen Tunge velsigne!

61.
Dog, før i Aske Jerusalem faldt,
Med Kongsgaard, med Tempel og Throne,
Bar end paa Sion et Hoved udvalgt
Kong Davids den herlige Krone!

62.
Det var Josias, hvis Minde paa Jord
End dufter som Roser i Klynge,
Og naar det stiger i vingede Ord,
Er sødt, som naar Lærkerne synge!

63.
Han mellem Falske var ærlig med Flid,
Gudfrygtig af gyldige Grunde,
Han var retfærdig i Krogloves Tid,
Og væmmeligt var ham det Onde!

64.
Ja, Ezechias og David og han,
Skal kaldes de Helligtrekonger,
Trekløver-Blomsten i Israels Land,
Hvis Roes er paa Englenes Tunger!

65.
Synke i Glemsel Tyrannernes Navn,
Der sig fra det Gode omvendte!
Selv de sig kasted i Fiendernes Favn,
Den hellige Stad de opbrændte!

66.
Med Jeremias for Øine dem stod
Den Herre, hver Drot skal adlyde,
Han kunde plante, og ruske fra Rod,
Opbygge, men ogsaa nedbryde!

67.
Herren de plaged dog i hans Profet,
Afkasted de hellige Veie,
Derfor, o Sion, er Ulykken skedt,
Paa dig gjorde Dyrene Leie!

68.
Herre, paa Dig vi dog haabe fuldtrygt,
Du saarer jo kun for at læge!
Alt saae Esekiel Templet opbygt,
Saae Herren sit Folk vederkvæge!

69.
Syner fra Gud som paa Bjergenes Top
Fremsprunge i dybeste Dale,
Dødninger da stod for Seeren op,
Og ned daled Kerubim-Sale!

70.
Grønnes og blomstre i Vinter og Vaar
Skal alle Profeternes Grave,
Haabet, som Rødder i Guld-Støvet slaaer,
Dem gjør til en Paradis-Have!

71.
Ei var omsonst de Landflygtiges Bøn,
Skjøndt øde laae Staden og Huset,
Ved Serubabel, Stol-Kongernes Søn,
Paany de sig reiste af Gruset!

72.
Mure vel savned den hellige By,
Men brat Nehemias den Giæve
Bygde med Porte dem prægtig paany,
Saa over dem springe ei Ræve!

73.
Lysende altid skal Israel staae
Og kaste sit Skin til det Fjerne,
Fuldmaanen lig paa det hvælvede Blaa
Og Morgenens tindrende Stjerne!

74.
Israels Skjold er den Kæmpe saa prud,
Som spænder i Skyen sin Bue;
Israels Lys er den høieste Gud,
Hvis Skin er i Solen at skue!

75.
Israel blomstrer som Lilien hvid,
Og blomstrer som Rosen den røde,
Libanons Skrænte i Sommerens Tid
Afbilde Jerusalems Grøde!

76.
Olietræet, som bugner af Frugt,
Og Cedren, som kneiser i Skyen,
Parrer sig der med Viinrankerne smukt,
Til Billed af Helligdoms-Byen!

77.
Alt som en Ceder med Palmer omkring
For Altret staaer Ypperstepræsten,
Naar sig med Offrene flokke i Ring
Hans Brødre paa Løvhyttefesten!

78.
Sønner af Aron er Alle som Een,
Med Salvelse af Helligaanden,
Herren de finge til Arv og til Leen,
Han føder dem alle af Haanden!

79.
Ypperstepræsten dog straaler i Glands
Med Purpur, med Hagel og Hue,
Urim og Thumim, Brystsmykket, er hans,
Det funkler som Solen paa Bue!

80.
Bordet han farver med Viindrueblod
Af Kalken, ham gaves ihænde,
Viraken dufter fra Alterets Fod
I Flammen, ham undes at tænde!

81.
Hallelujaet fra Præsternes Kor,
Med Drønet af hundred Basuner,
Stiger til Ham, som alene er stor,
Gienlyder i Jakobs Pauluner!

82.
Psalmerne søde fra Sangernes Kor
Guds Miskundhed stille for Øie,
Hoveder alle da synke til Jord
For Ham, som er god i det Høie!

83.
Ypperstepræsten med Mund og med Haand
Velsigner den knælende Skare,
Folket sig reiser i Fædrenes Aand,
Med Ansigter milde og klare!

84.
Herren os give i tusinde Ledd
Af Hjertet Hans Lovsang at kvæde,
Til vore Fædre at samles i Fred
Og nyde den evige Glæde!