Classic Poem

Mon den, som knæler for den Høye
Fornemmer Lyd af Skabningen? -
Seer han vor Jord? — og veed hans Øye,
Om Nattens Vinger skjule den.
Mon Mulm, som Støvet Gyser ved,
Kan naae den høye Sjæl, som roelig,
Seer ned imod sin faldne Boelig,
Fra Cherubimers Evighed

Ney Kinast, Ney! — I Livets Strømme,
Som rev dig bort — i Lysets Hav,
Hvor Herlighedens Soele svømme
Rundt om din Aands bundløse Grav -
I Rigdoms Dyb — I Naadens Skjød,
Kan Smertens Skygger ey opdages -
Du veedst ey, at dit Støv beklages,
Du seer kun Livet i dets Død -

Din Sjæl, som Glædens Chor alt lærte
Sin underlige Harmonie
Dit varme fulde store Hjerte,
Udbrede Himlene sig i -
Hvad er din tabte Tid? — Det Gran -
I hine Svælg hvor du tilbeder -
Det Blink i Almagts Evigheder -
Det Stænk i Naadens Ocean?

Mon Støvets Sysler — mon dets Glæder
De Veyrlys, som det smiiler ved,
Og mon den Dunst, hvorved det græder
Bemærkes i din Salighed -
Mon disse Klager naae til dig? -
O Salige? — Mon du fornemmer
Vort Suk blant Himlens Høye Stemmer,
Og blant Udvalgtes Fryde-Skrig -

Ney! — ak men vi hvis bundne Tanker
Kun flaggre lavt omkring vort Leer
Hvis Sjæl indklemt i snevre Skranker,
Kun fatter, hvad vort Øye seer. -
Vi see kun usle Levninger,
Af Kinast — af vor Ven — vor Lærer -
Det Muld som Tiden snart fortærer
Og føle dens Forstyrrelser -

Hvor dybt — hvor grundløs dybt, du Høye,
Nedsank din stolte Lignelse -
Hvor mat! — hvor mørkt er nu det Øye,
Hvori din Godhed straalede! -
Er det den Mand, som var din Lyst? -
O hvem begriber, at den Gode,
At Gud, at Aanders Fader boede
I dette, kolde, tause Bryst -

Og disse Øyne som tilsmiilte
Vort Hjerte Glæde, Haab og Mod! -
Og dette Bryst, hvorved vi hviilte,
Og denne Haand, hvorved vi stod -
O Tanke hvor ydmyger du! -
Hvor billigt er det om vi græde! -
Og disse Træk, som var vor Glæde,
Skal Ormene fortære nu! -

Og skjønt du selv varst mæt af Dage,
Og skjønt din Isses Krands var hvid,
See vi umættede tilbage,
Til din forsvundne Leve-Tid
Ak en som du — en troefast Ven -
En kjærlig Fader, og en Hyrde
Som stærk og villig bar sin Byrde -
Kan vi for sildig tabe den

Hviil sødt! — hviil æret, skjult og roelig,
O elskte Støv! — Indtil din Gud,
Igjen fornyer dig til sin Boelig
Ved hans Barmhjertigheders Bud
Men vort taknemmelige Bryst
Skal gjemme paa dit Eftermæle,
Indtil og vore frelste Sjæle,
Bortrykkes i en Strøm af Lyst