Classic Poem

Taarer ved den fordum Høiædle og Velbyrdige, nu hos Gud Salige, Divisions Qvarteer-Mester Herr Frederik von Arnsbachs Grav. Af Hans bedrøvede Ven Johannes Ewald.


Her traf han mig — Her i mit fulde Hierte
Fandt jeg den dødelige Piil — -
Kun skrækkelig for Børn! — kun følt af Daarer! -
Seer mig Forsagte! — Seer, om spildte Taarer
Vanære mig! — jeg fandt den uden smerte,
Og maaler Saaret med et roligt Smiil. -

See, var det ei til Saar, at evig Orden
Bestemte Dødeliges Bryst? -
Den kloge læger dem — men kun den svage
Opirrer dem til Smerte ved sin Klage.
Afvende — svække Taarer Almagts Torden? -
Tilbagekalde Suk forsvundet Lyst? -

Selv denne Kulde — dette Iis, som sniger
Her op til Hiertet med mit Blod -
Det hærder mig — at Solen rødmer — graaner -
At Jorden vakler — flyer — at Livet daaner -
Det smerter ei — og dette Suk, som stiger
Dybt af mit Bryst, er Vidne til mit Mod.

Død ... Arnsbach død! Dag, som saa tavs frembryder,
Du har ei fundet Ham igien! -
Tom er du Dag! — o Du, som var min Glæde
Hvor er du? — ak! — men tie du Drift at Græde! -
Men siger mig, o I, hvis Taare flyder,
Er Han da død, og har jeg tabt min Ven? -

Saa, at det ædleste, det beste Hierte
Slaaer ikke — evig ikke meer! -
Og Dyd skal aldrig — Gienskin af den Høie
Skal aldrig straale fra det brustne Øie! -
Hvad vil du Taare? — Tie du Tolk af Smerte! -
Kan Suk besiele Mennesket af Leer? -

Ak, kunde Graad, og blodig Graad oplive
Min Arnsbach! — Asken af min Lyst! -
Men nei! — den Død, som intet kan forsone,
Har alt opreist sin skrækkelige Throne
I Venskabs Helligdom — hvo kan fordrive
Tyrannen af det elskte ... kolde Bryst? -

Nei kun forgieves — kun forgieves flyder
Den heede Graad — forgieves slaaer
Mit Hierte høit — ha nei! — Hvi vil jeg græde?
Nei, synge vil jeg om min døde Glæde! -
Kitharren skal fortælle Arnsbachs Dyder,
Og tale om Ham med det sidste Aar.

Men reen og høi og ædel skal du være
Min Sang! — saaledes var min Ven -
Hver Følelse — hver Tanke saae man blinke
I rene Smiil — Skiøn, uden Sløer og Sminke
Var Arnsbachs Siel — usmittet som Hans Ære,
Og aaben for enhver som Himmelen. -

Høi var Hans Siel, og rolig, og fornøiet -
I Fare kiek — i Modgang mild -
I Medgang stærk — i Skygge og i Flamme,
I Venners og i Dødens Arm den samme -
Saa stod Hans Dyd, som Klippen staaer ubøiet
I Storm — og smelter ei ved Solens Ild -

Og ædel var Han — øm ved fremmed Smerte,
Betænkt paa Ubekiendtes Vel -
Til Trøst, til Raad, til Rædning altid færdig -
Og aldrig haard af Dyd mod en Ynkværdig -
Selv svages Feil fandt Medynk i Hans Hierte -
Men Dyd var ene mægtig i Hans Siel! -

Hvad vil du Taare? — nu, da Sang opliver
Min Lyst? — vil du da qvæle den? -
Hvi svækkes Harpens Lyd? hvi døer min Stemme? -
Syng høit! ... at andre Slegter maa fornemme
Hans Mod, som Christen og som Helt — Hans Iver,
Som Undersaat, som Broder og som Ven! -

Syng om enhver af de forsvundne Dyder! -
Men ak! — men Angst har qvalt min Aand! -
Død er Han — død ... dog vil jeg ikke græde -
Algodhed tog Ham — syng om salig Glæde! -
Syng høit! — men Hiertet smelter — Taaren flyder -
Og Harpen falder af den svage Haand!