Classic Poem

Ei langt fra Hovedstadens Muur
Ved Landeveien, inde
Hvor Graner om en stille Plads
En Tornekrone vinde;

Der mødes Vogne, Mænd til Hest,
Indsvøbt i Kapper lange;
Knap dæmre Lys i Østen svagt,
End slumre Lærkens Sange.

Der er saa ængsteligt, saa tyst,
Med Graat er Himlen tjeldet;
Nysgjerrigt taus, som hviskende,
Staaer Gran mod Granen hældet.

De stige ned af Hest og Vogn
Med alvorsfulde Miner;
De hilse koldt, — og tre og tre
Hver til sin Kant hentriner.

De tale sagte, — give Vink, -
Paa Sletten Skridt de maaler,
Paa udbredt Kappe knæle de,
Og lade to Pistoler.

Og Tvende træde særskilt frem,
Da Andre bort sig fjerne; -
Veemodig skuer ned til dem
En mat og eenlig Stjerne.

Den Ene er en kraftig Mand
Med graanet Haar om Panden;
Som Pilen smækker, hvid og rød,
Blondhaaret er den Anden.

Den ene i den grønne Frak
Kun Mod og Fasthed værne;
Den Andens Hjerte dækkes af
Den blanke Ordensstjerne.

Den ene med et roligt Blik
Og fast i Fod og Haanden;
Den Anden, vild af Øiekast,
Og myg, som Aspevaanden.

Den Ene med en hellig Sags
Fortrøstning i sit Hjerte;
Den Anden, som der pined ham
Et Helved, fuldt af Smerte.

Den Ældre gjorde Tegn til Fred, -
Med Alvor, strengt han fordred;
Den Unge med et haanligt Smiil
Til Blod og Dom beordred.

Der faldt to Skud; — men til sin Vogn
Blev kun eet Legem baaret;
Den brede, dunkle Blodstrøm skjød
Med Magt igjennem Saaret.

En Ungersvend paa Græsset laae,
Med blonde Lok om Tinden;
Da Østens Rose blomstred frem,
Da falmed hans paa Kinden.

Da Morgenluften sendte frisk
Sit første Pust i Lunden,
Saa listed sig det sidste Suk
Ham bævende fra Munden.


Saa døsig, lummer og saa tyst
Er Sommermiddagsstunden,
Kun Gjøgens fjerne, svage Kluk
Høres fra Hassellunden.

I Jægerhusets Lindegang
Udenfor Haugestuen
Der sidde To, hver paa sin Bænk
I Skyggen, under Buen.

Den Ældre syer det grove Liin,
Bleg er hun som Jasminen,
Men som Provencerosen rød
Og fyldig er Cousinen.

Hun glimrer liig en Sommerdag,
Og med de hvide Hænder
Heel tankeløs i Schillings Bog
Hun Blad paa Blad omvender.

Den grønne, bløde Silke sødt
Røber de runde Former,
Og Barmens høie Bølgeslag,
Hvor det i Dybet stormer.

Og der er ikke talt eet Ord,
Lydt høres Bien surre,
Og i Cousinens Silkeskjød
Den hvide Killing snurre.

Men der blev dog en Tale ført
Saa fuld af Ild og Smerte;
Men den til Ordet at betroe
Af intet Sprog de lærte.

Den blege Kone sender tidt,
Over sit Sytøi bøiet,
Cousinen en veemodig Strøm
Af Ængstelse fra Øiet.

Og fra Cousinens Øine blaae
Lynhurtigt faaer hun Svaret;
Men bag det listigt skjønne Blik
En Rædsel laae bevaret.

Et Posthorns indholdsfulde Klang
Høit skingrer hist ved Kroen,
Og hurtigt høres Hestens Trav
Med Bulder over Broen.

Et Brev Hver holder i sin Haand,
Og Hænderne — de sittre;
Begjærligt suge Øinene,
Men Smilene er bittre.

De folde Hver sit læste Blad,
Og Blikket mødes atter,
Og uden Ord med Gysen de
Hinandens Tanke fatter.
Den hvide Rose blussed høit
Som Foraarsmorgenrøden;
Den Røde sad, som paa en Grav
Et Billede af Døden.

Den Første hvisked: „Tak, o Gud!
At du mit Alt har skaanet!"
Den Anden taug, stod op, men sank
Blandt Roserne hendaanet.


Han kom til Hjemmet, mat og mørk,
Med Sved og Støv i Haaret;
Han bar en Smerte i sit Bryst,
Men, ak! man saae ei Saaret.

Med intet Ord, ved intet Blik
Lod sig hans Ro forandres;
Han vilde bære stærkt sin Vægt,
Sin egen — og de Andres.

Sin fromme Hustru stirred mildt
Han i det klare Øie;
Ydmyget, sønderknuust han saae
Den unge Blomst sig bøie.

Kom, læg dit unge Hoved her,
Kom, græd i mine Arme!
Her ved mit Bryst din kolde Kind
Jeg gjerne vil opvarme!"

Hun segned paa Divanen hen,
Hun taug, men Øiet flammed,
Med runde Arm omkring hans Hals
Et Navn hun sagte stammed.

Da løste Graad den stumme Qval,
Og Smerten strømmed over,
Ned paa de hvide Skuldre flød
De gule Haarets Vover.

De matte Øielaag sank i,
Den blege Mund stod aaben,
Men, stærk ved Smerten, trængte sig
Fra Øiet Perledraaben.

Med Arm om hendes smækkre Liv,
Med Haand bag hendes Hoved,
Med Munden tæt ved hendes Mund
Han sin Beretning voved.

Du stakkels Barn! — hans Svar var kort, -
Hans Ord var koldt, — han spotted
Et Navn, ham før saa dyrebart, -
Han ved min Qval sig gotted.

Jeg tigged ydmyg, paa mit Knæ,
Men lukt var Hjertets Veie,
Da voved jeg at friste det,
Som ei er heelt mit Eie.

Jeg vilde skaant, — jeg maatte ei,
Han tvang med Haan og Kulde;
Hans sidste Tilsagn fik, desværr',
Mit Svar igjen tilfulde.

Jeg opgjort har hans Regnebræt,
Jeg hævnet har din Ære, -
Du faaer en blodig Seierskrands
For den, du ei tør bære."

Cousinen taug, og bleg som Liig
Hun vakled ud af Stuen;
Men ængstlig, øm, hvorhen hun gaaer,
Bevogter hende Fruen.


Den hede Sol er dalet ned
Bag fjerne, dunkle Skove,
Nu Hjorten ligger i sit Skjul,
De dybe Enge sove.

Ved Skovens Rand en Hytte staaer
Ei langt fra Tørvegraven,
Med matte Løv sig krummer der
Et Hyldetræ i Haven.

Cousinen staaer ved lave Dør
Og lytter til, hvor inde
I Kamret tysser paa et Barn
Den gamle Stodderqvinde.

„Ti stille, Barn! græd ikke meer,
Luk Øiet til, du Lille!
Din Fader kommer snart herhid,
Han al vor Sorg vil stille.

Vær rolig, Barn! du søde Barn!
Snart vil du lee og smile;
Din Moder kommer snart herhid,
Og luller dig til Hvile!"

Ad aabne Dør hun traadte ind,
Og sig i Stuen stilled,
Som, stolt med en Medeas Blik,
Et herligt Marmorbilled.

Thi Hævnen staaer med grusomt Træk
Paa Mund og Pande malet; -
Hun knuger Drengen tæt i Favn,
Og svøber ham i Shawlet.

Saa styrter hun af Hytten ud
Igjennem Mosens Taager; -
Men — om den stakkels Piges Fjed
En venlig Engel vaager.


Der staaer en Brønd paa Heden, langt
Fra By og Huus og Hytte;
Og fire runkne Vidietræer
Som Vagter den beskytte.

Der er saa øde fjern og nær,
Ei Fuglens Qvidder lyder,
Kun Tudsen døsig kryber frem
Blandt Tidsler og Skarntyder.

Her vandrer Qvien ei til Vands,
Og Egnens Malkepiger
Med Bøtte, Stol og Malkekrands,
Den skumle Plet undviger.

I Middagsheden giftig Dunst
Forvirrer Vid og Sandser;
Ved Midnat Ellekonen vildt
I Mosetaagen dandser.

Cousinen styrer did sin Fod,
Hun over Heden springer,
Saa Haaret, liig et gyldent Fløi,
Bagefter hende svinger.

Men aandeløs ved Brøndens Rand
Hun standser brat sin Ilen; -
Thi Ellekonen, rank og hvid,
Hun svæve seer ved Pilen.

Hun løfter Barnet over Brønd,
Mens Øiet ræd hun vender; -
Da føler hun sin hede Arm
Berørt af klamme Hænder.

Med Skrig hun slap; — men intet Pladsk
Fra dybe Kjedel hørtes,
Det var, som om den Lille af
En venlig Arm bortførtes.

Ud over Sletten Pigen foer,
Og svandt i Taageregnen;
Og Vanvid hende Vinger gav, -
Hun saaes ei meer i Egnen.

Men seent et Rygte mumled om
Et Brev, hun skulde skrevet,
At fjernt i fremmed Land hun var
En fornem Frue blevet.


I Jægerhuset gaaer en Dreng,
Og leger med sin Bue,
Ei Jægermestren ligner han,
Og ei den fromme Frue.

Thi han er blond, og han er vild,
Men kløgtig, fuld af Løier;
Kun Fruens milde Moderblik
Hans stærke Villie bøier.

Og fra sin bedste Leg han tidt
Sig ind til hende sniger;
Der sidder han, mens Øiet ei
Fra hendes Aasyn viger.

Han fritter da om tusind Ting:
Om Folk i Bondebyen,
Om Stjernen, Maanen, Hest og Lam,
Om Blomsten og om Skyen.

Og spørger han: „hvor er min Faer?"
Hun peger mod det Høie.
Og spørger han: „min Moder da?"
Saa tørrer hun sit Øie.

„Men siig, hvor fik du mig da fra?
Nu, Fostermoder! svar mig!
Og lyv nu ei, gjør mig ei vred,
Imens endnu du har mig!"

Med selsomt Smiil hun gier ham Svar:
„Paa Heden hist jeg tog dig;
Af Ellekonens dybe Brønd
En Aftenstund jeg drog dig."