Classic Poem

Infantinden har besluttet
tire, ture, lire, lei!
at hvert Pigebarn i Riget
skal med Anstand neje sig.

Møder vi en klodset Bejler,
hver vi ham flygtig Tro.
Vi skal frem for Infantinden,
neje let i fine Sko.

Infantinden nejer aldrig.
Hendes Øjne er som Kul.
Huden er som hvide Perler;
igen Bejler er hun huld.

Jeg er ingen Infantinde,
men jeg er af bedste Blod,
ser man paa min lange Flætning,
ser man paa min fine Fod.

Er jeg fattig klædt og ingen
nejer hilsende for mig:
som ved Hoffet i Cordova
for de andre nejer jeg.

Har jeg nejet femten Somre
fuld af Anstand og Manér,
faar jeg nok et Slot i Spanien,
og da nejer jeg ej mer.

Fa'er var Skipper. Skibe, Slotte
tabte han en Nat i Spil.
Hvad man taber let og lystig
vinder man, naar Skæbnen vil.

Jeg er kun en Fiskerpige,
gaar omkring og sælger Fisk.
Men jeg tvætter mig og flætter,
ventende, min lange Pisk.