Classic Poem

At giftes vel og gifte sig
Er tvende som u-lige;
Det første kand mand lykkelig,
Om hvem det treffer sig.

Det andet tit u-lige skeer
Og Frieren bedrages,
Heldst naar hand sig ey forre-seer,
Men som i blinde tager.

Een neppe med et Øye-kast
Sig i een Skiønhed spejler,
Før hand for-narred i en hast
Af alle Kræfter bejler.

Vel an! Hand faaer sin Ville frem
Og meener, at hand bringer
Een Dydens Engel til sit Hiem,
Som hannem dog misliger.

Saa snart hun faaer nu Foden ind
I Mandens Huus, at raade,
Strax yttres hendes onde Sind
Og Daarskab overmaade.

Snart hun som een Xantippe gaaer
Og stedse Manden harmer;
Hun spodsk og underlig sig skaaer,
Hun skielder, bander, larmer.

At tage Rok og Teen i Haand
Til nogen Tot at spinde;
At sye og væfve Kniplings Baand,
Som sømmer sig en Qvinde;

At have Tilsyn, hvor det gaaer
I Kiøckened og Kielder;
Om een ey alt for fuldt op faaer,
Og andre det undgieldder -

Er slig een Dame alt for svart!
Men hun sit Huus forgietter,
Og tager allerheldst sin Part
I daglige Visiter.

Først sover hun til Klokken Ni
Før hun af Sengen triner,
For Spejlet indtil Klokken Ti
Beskuer sine Miner.

Naar hun er pyndted, frikker Thee,
Caffé og Chocolade,
Til Klokken just er elleve,
Saa deckes Bord og Fade.

Omsider Klokken gaaer til Tre
Før Middags Maaltid endes,
Da maae det uden Ophold skee
At Vognen forre-spendes;

Saa legger hun Visiter af
Til fulde Midnats Tide,
Og hvad hun da til sligt udgaf,
Faaer Manden sidst at vide.

Da spilles hurtig Kirten-Spil,
Labet, Scervensel, Lanter;
Men Manden setter Beeten til,
Som andre fleere Ganter.

Saa lever hun i Suus og Duus.
Og maae her nu spørges,
Hvorledes Manden og hans Huus
Imidlertid forsørges?

Actæons Horne hun vel tør
Dend gode Mand paasette,
Som alt forsilde saadant spør;
Men staar ey til at rette.

Kort sagt, hun agter ham ey stort.
Forsildig da fortrydes,
At hand slig Giftermaal har giort,
Som ey saa let kand brydes.

Imidlertid for Boven-dal
Gaaer Mandens Gods og Penge.
Da settes alting ud til fall,
Ja Dynen med af Senge.

Paa sidstningen God-taar Sindsgot
Hans Travrighed fordriver,
Indtil hand spiller Banqverot
Og reent forarmed bliver.

Naar Krubben saa er gandske tom
At Hestene de bides
Jeg ikke stort vil tale om;
Thi det vel forud vides.

Derfor, O Frier! See dig for,
Naar du vil til at giftes,
Dend stund, du haver Val og Kor,
At det for snart ey stiftes.

Tag dend, du veed, der frygter GUd,
Forældrene aflyder,
Som efterkommer deres Bud
Og legger Vind paa Dyder.

Er hun end ey saa Stierne-glat,
Da har du dog med Ære
Dend, som skal Omhue Dag og Nat
For Dig og Dine bære.