Classic Poem

Begeistring! i Skiønheds uskyldige Skiød
Undfangede Psyche din himmelske Spire,
I Cyprias Lund, hvor din tryllende Lire,
O Føbos, ledsaget af Cynthias Sukke gienlød;
Hvor Øret og Øiet og Hiertet fandt Hvile,
Hvor Aanden i Saligheds Anen henflød,
Omtonet af legende Zefirers Susen,
Af Fuglenes Qvækken og Bækkenes Brusen,
Omstraalet af Lysets syvløvede Krands,
Omsvævet af alle Chariter i Dands,
Fortryllet af Jordens og Vandets og Luftens og Himmelens Smile.
Did bragte du, Eros!, din rødmende Brud.
Hvor bæved det vellystberusede Hierte!
Det anede Frihed, og Viisdom, og Gud
I smertelig Fryd, og i kildrende Smerte.
Jomfruelig bly; men og qvindelig øm;
Sank rødmende Bruden i Brudgommens Arme,
Og Angestens Iis paa Henrykkelsens Strøm
Hentøedes i Kierligheds smeltende Varme.
Da slumrede Psyche paa Roser i Cyprias Lund,
Hendysset af alle den vuggende Jords Melodier;
O lette, o søde, o salige Blund!
Hun drømte sig favnet af Gud, i Favnen af nye Tryllerier.
Den Vaagnendes Aand
Fandt, løst af de jordiske Baand,
Sig hævet paa Følelsens Vinge til Himlenes Himle;
Nedstirrende saae
Hun under opsvævende Fødder en Verden fremgaae,
En skiønnere Verden, hvor tusind Fortryllelser vrimle.