Classic Poem

Mefisto! Mefisto!
er du død?

Hører du ikke de manende Røster?
nu er Verden i Nød!

Gav du tabt, er du dragen af Land?
eller vokste dit Had sig saa stort,
at det brændte dig selv,
før det fik Verden i Brand?
er du Genganger nu, kun en Spøgelsedukke,
hvis Latter gudfrygtige Sjæle kan høre
skogre i Stormen og klukke? -
hvor er du, du selv, Mefisto?

Hører du ikke de pilende Smaasten
ned over Fjældsiden hvisle afsted?
nu laver Lavinen til Skred,
og frem under Fjældenes frostdøde Byrde
Livet nøgent sig lister, -
Mefisto! Daltaagen brister,
Verden vaagner!

Men Verden er svag. Den har sovet for længe,
haft svækkende Drømme
om Konger og Kirker og Skøger og Penge;
du faar gnide dens Lemmer
og lægge dens Vanvid i Tømme! -
vis dig for Verden, Mefisto!

Det lyner i Mørket som flakkende Grin
der flænger Natten;
rundt Horisonten Lynene fare;
der danser derude en løjerlig Skare
af ranglende Fyre i flagrende Lin
og med Fjer i Hatten;
de danser paa Fødder, de danser paa Hænder
og hyler og raser -
Jorden dem brænder.
Mefisto! Mefisto! tag Scepteret fat!
det døende gamle har lagt sine Laser
og springer i Horisonten
sin vilde Valpurgisnat.

Tag dit Scepter, Mefisto! og ti!
40le ikke længer, din Latter er hæs;
send ud over Verden dit tavse,
dit tusindaars Had,
som en flagrende Ørn med brændende Vinger,
der drypper Ilddryp paa Jorden,
mens Skyerne sejler som blussende Laser,
og Stjærnerne vokser til Sole,
der flammer paa Himlen og tænder
Himlen i Brand!

Verden vaagner! -

Mefisto! Mefisto!