Classic Poem

Og ledes din Sjæl ved Dagens Støj,
og har du en Vunde, som brænder,
da sæt dig her under Lyngskrænten høj
og fold dine Hedningehænder,
mens Maanen skjarer paa Hellesø.

Her byttes langsomt den gyldne Dag
og Solens Brand over Mulde
med Hedens kølige Aandedrag
og Søens skvulpende Kulde,
mens Maanen skjarer paa Hellesø.

Paa Brinken knæler en Jenbærbusk,
bag hvilken det tøvende skrusler;
hvad skyldes de Snøft og de Skumringsrusk?
Aa, det er kun Brokken, der pusler,
mens Maanen skjarer paa Hellesø.

Her trækker besværligt den fede And
imellem de lyngkranste Vande,
og tit dens buttede Vinges Rand
vil strejfe Fuldmaanens Pande,
mens Maanen skjarer paa Hellesø.

Her bader ensomt i Sivets Læ
den Bondes fyldige Datter,
og Bølgen favner det hvide Knæ
og kysser det atter og atter,
mens Maanen skjarer paa Hellesø.

Og Sivet drypper sin tunge Dugg
i Søens spejlende Strømme,
og Bølgen lander med bløde Kluk,
og Rørene rasler i Drømme,
mens Maanen skjarer paa Hellesø.

Her sladrer Vinden om bløde Kys,
naar to har fundet hinanden,
og gule Iris og Brudelys
staar tændte langs Holmeranden,
mens Maanen skjarer paa Hellesø.

— Et luftigt Bud fra en bortgjemt Gaard,
hvor Rugen samler til Kjærne,
et Skrig af Klirer, et Bræg af Faar,
et natligt Skud i det Fjærne,
mens Maanen skjarer paa Hellesø.

Og Kalmus dufter saa æblesødt
som Liljer i Brudens Kammer,
og Stjærner stiger af Vestenrødt
og svinder i Østenblammer,
mens Maanen skjarer paa Hellesø!