Classic Poem

Jeg Kroner havde vundet, men gav dem bort igen;
Mit Navn fløj med Ry over Jorden.
Den sidste Ven, mig fulgte, var ogsaa faret hen:
— Jeg tænkte paa Folket i Norden.

Hos Havet stod jeg ene, ved Orientens Strand;
Jeg steg paa den flydende Snekke
Den hele vide Verden dog ejed intet Land,
Hvor Muld mig i Grav skulde dække.

Jeg vidste ej hvorlunde; det var vist ingen Drøm:
Min Fod havde vandret saa vide;
Mig syntes, jeg var kommen til Paradisets Strøm,
Med Glavind og Sværd ved min Side.

Mig syntes, jeg var kommen til Paradisets Port;
Den stod mellem Afgrund og Himmel.
Men alt hvad jeg banked, det hjalp dog ikke stort;
Ved Afgrunden styrted jeg svimmel.

Mig syntes, jeg var tørstig, men Verden var for tør;
Dog Tankerne blev mig fuldmilde -
Og da min Sjæl blev læsket, som ej i Verden før:
Jeg øste af Livsstrømmens Kilde.

Jeg trode det til visse: jeg aldrig skulde dø;
Mit Liv var som Aandens i Norden;
Min Sjæl var som Folkets paa Daners grønne Ø:
Den aldrig udslettes af Jorden.

Mig lysted nu at sejle til Verdens Ende hen;
Helt underligt var jeg til Mode:
I Syden og Norden jeg ejed ingen Ven;
End ej mig de Danske forstode.

De Mænd, jeg æred højest, de faldt paa Ronceval;
Og død var Carolus den Store.
De kæreste forlod jeg ved Himalayas Dal;
— Nu Bølgerne med mig bortfore.

Orkaner om mig brølte; paa Bølgebjerg jeg for;
Og nu blev jeg lystig til Mode.
Jeg hejsed alle Sejl og jeg kyled bort mit Ror -
Til Havet jeg trygt mig betro'de.

Jeg vidste ej hvorlunde; det var dog ingen Drøm:
Mit Skib var blandt Klipper begravet.
Ud Naglerne var fløjet; hver Planke drev for Strøm;
Men jeg red paa Masten i Havet.

Jeg red som i Triumf til saa underfuld en Ø;
Og Øen jeg kendte fuldnøje:
Der skinned tusind Taarne og spejled sig i Sø
Med Kroner og gyldene Fløje.

Det Slot jeg kendte nøje: jeg før engang det saa,
Da svandt det som Sky over Voven.
Nu stod det for mit Øje; paa Klippetind det laa
Med Paladser i Guldæbleskoven.

Altanen jeg genkendte; den spejled sig i Sø
Med Laurer og Myrter saa grønne.
Der vinked mig fra Svalen paa underfulde Ø
Med Kransen den skønneste skønne.

Om Rosenkinden bølged de rige Lokkers Strøm;
Det dejlige Hoved var bøjet.
Det var, som Naturens den hemmeligste Drøm
Var malet den skønne i Øjet.

Jeg vidste ej hvorlunde — jeg fløj i hendes Favn,
Som bar mig usynlige Vinger.
Hun kransed mine Lokker; hun nævned mig ved Navn;
Den klang mig, som Englerøst klinger.

„Jeg saa dig i din Vugge! Jeg saa din Heltegang!"
— Saa sang hun den skønneste skønne -
„Jeg holder, hvad jeg loved og ved din Vugge sang:
Udødeligheds Krans skal dig lønne!

„Det største var din Attraa; det største blev din Løn;
Din Tid dog en Stund du skal glemme.
Naturen dig kaared til alle Tiders Søn,
Og helt skal du Livet fornemme.

„Du øste af den Kilde, du øste af det Væld,
Som underfuld Verden forynger.
Du saa gennem Porten ved Helligdommens Fjæld,
Hvor Fuglen i Livstræet synger.

„Se! derfor skal du leve, naar Verden bliver graa;
Mit Liv skal din Sjæl gennemstrømme.
Til Daad skal du atter med Kæmpekraft udgaa;
Til dit Folk dig forstaar, skal du drømme.

„Hvad Verden kalder Drøm, er dog Sandhed i min Favn,
I Naturens forborgneste Rige:
De hemmeligste Tanker, de hemmeligste Savn
Skal til Klarhed fra Dunkelhed stige.

„Den Krone, du har vundet, er underfuld og stor;
En større dog venter dig siden:
Dem gemmes ved din Vugge; den straaler højt i Nord -
Den er Evighedskernen i Tiden."

Jeg vidste ej hvorlunde; det var dog ingen Drøm:
Hvad før jeg kun drømte, var fundet;
Men dukket var mit Hoved i Glemselens Strøm,
Og brat var hvert Minde forsvundet.

De gamle Dages Billed fortrulled i et Nu:
Carolus og Roland var glemte;
Skøn Gloriant selv kom mit Sind ej mer i Hu -
I Slør laa dog Minderne gemte.

Jeg leved hos den høje udødelige Fe
I Morganas og Alfernes Rige.
Mit Øre kunde høre, og mit Øje kunde se,
Hvad Aartusinder først kan udsige.

Hvad Skjaldene kun aned, hvad Genien kun saa,
Som slumrer i Folkenes Sjæle,
Det klart i den dejliges dybe Øjne laa,
Det klang med den dejliges Mæle.

Magnet-Øen nævnes hin underfulde Ø;
Der Seklet som Døgn mig er svundet.
Hvor Avalun opstiger af Verdensdybets Sø,
Mig det dybeste Liv er oprundet.