Classic Poem

I Skyggen, under Myrtens Hang,
Sad Rollo med sin Elskerinde,
Ved Arnoflodens Bølgegang.
Der vidste de sig tidt at finde,
Ved Aftentid, naar Solen ned
Bag Skoven i sit Purpur gleed.

De lued af en kiærlig Brand;
Hun var en ung og deilig Pige,
Han var en rask og fager Mand;
Men deres Fædere førte Krige.
Hver bød fortørnet Flokken sin
Som Guelfer og som Ghibelin.

I Florens Begges Huse stod:
To Fæstninger i samme Gade,
Hver paa en Grund, som Biergets Rod.
De treen kun ud i blanken Plade,
Og mødtes kun med Stang og Sværd,
Til Tvedragt og til blodig Færd.

I Kampestenen fæstet var
Af Jern med Spiger store Ringe,
Som Ættens Vaabenfaner bar.
Op mægted intet Porten tvinge,
Den var med Plader tykt belagt,
Som trodsed hver en fiendtlig Magt.

Men hvad ei aabne selv formaaer
Bellona med sin tunge Glavind,
Det aabent dog for Venus staaer.
Hun trodser Fiendtlighed og Avind,
Hun vidste dog i Skyggens Ro
At samle de forelskte To.

Men kort kun var den rene Lyst,
En fiendtlig Flok af Busken traadte,
Da sødt de sværmed Bryst ved Bryst.
Som Judas Frelseren forraadte,
Saa endte her en troløs Træl
For evig de Forelsktes Held.

Dybt Philomeles Klage lød,
Thi, revet af sin Elsktes Arme,
Kun ønskte Rollo nu sin Død.
Han søgte den i Kampens Harme,
Han fandt den midt i Krigens Favn,
Hans sidste Ord var Lauras Navn.

Som Blomsten, naar fra Solens Skin
Den skilles i et dunkelt Lukke,
Saa falmed nu den Skiønnes Kind.
Midnatten hørte hendes Sukke,
Hun bøied bleg i Fængslets Baand
Sit Hoved og udgav sin Aand.

Domkirken midt paa Torvet staaer,
Af sorte, hvide Marmorfliser,
Af Kunst ærværdig, som af Aar.
I Kirken mangen Indskrift viser
End Graven af de største Mænd.
Der blev de Døde baaret hen.

Men selv ei Døden maatte nu
Et ulyksaligt Par forsamle.
O Had, hvor bittert raser du!
End fnysed Fienderne, de Gamle;
Hver stod med Graad paa blegen Kind,
Men med et uforsonligt Sind.

Henrevet uden Sacrament,
I Kirken tør man dem ei lægge;
De havde halvt kun Christus tient;
Thi giennembrødes Kirkens Vægge;
Halvt udenfor med deres Been
Paa Torvet sod den hvide Steen.

Hist hvor den gamle Tavle sig
Endnu med Dantenavnet pryder,
Der ned man satte Rollos Liig;
Og her, hvor Giottos Taarn sig skyder
Fra Jord, mod Himlens Herlighed,
Blev Lauras Aske sænket ned.

Naar Solen nu bag Bierget sank,
Og farved med de sidste Flammer
End Arnoflodens Bølge blank;
Da vinkte dem ei Skovens Stammer,
Ei Fuglens Sang, ei Blomstens Flor,
De hviled i den sorte Jord.

En Ven ved Arnos Bredder gik;
Han standsed ved de Elsktes Kilde,
Med Taarer i sit mørke Blik.
Der stod endnu to Roser vilde;
De havde selv dem plantet ned,
Et Tegn paa trofast Kiærlighed.

De stod saa frodigt og saa sødt,
Med deres unge grønne Blade,
Men uden Knup og uden Rødt;
Han løste dem med skarpen Spade,
Et Indfald ham hans Hierte gav,
Og satte dem paa Elskovs Grav.

Nys sammenslynget Blad ved Blad,
I Aftenrøden og Naturen,
Stod de nu skilt, ved Kirken, ad.
De slyngte sig saa høit ad Muren,
De vilde samles Qvist ved Qvist,
Som de Forelsktes Siæle hist.

Og see, da Morgenrøden kom,
Og farved med sin første Lue
Det store Tempels Helligdom;
Da over Bruneleschis Bue
Alt Roserne sig havde strakt,
Og hver sin Knup den Anden rakt.

Da Fædrene sligt Jertegn saae,
Da flød fra Øiet Taarens Kilde,
Da følte sig de Stolte smaae.
De eentes — men det var for silde!
For seent for egne Hierters Fred,
Ei for de Elsktes Salighed.

Særkt rasled hist fra Daabens hal
Den gamle, store, rustne Lænke,
Som vidner Pisas dybe Fald!
Thi Støvets Magt kan Jernet krænke,
Ja slaae et Folk i Slaveri;
Men Kiærlighed er evig fri.