Classic Poem

Min Hilsen her, med Haand og Fod,
Jeg kommer frem at føre,
Og veed jeg vist, I er saa god,
Taalmodig mig at høre.
I selv kand tænke noget nær
Den Ting, jeg har at bede:
I vilde komme til mig her,
En Aftens-Mad at æde!
Da skal I see, min Kone har
Ret artigt lært at regne:
Det første Tal, hun kiendte, var
Et Sex-Tal ret at tegne.
Et Stykke blev forleden Nat
Udregnet: Skal jeg sige!
Hvad Facit blev, da vider, at
Det var en liden Pige.
Den samme, staaer udi min Agt,
Til Kirken hen at føre
Paa første Mandag, der en Pagt
Med Gud i Daaben giøre.
I derfor ey fortryde vil,
Min Bøn til Eder falder:
I vilde være Vidne til,
Hvad Præsten Barnet kalder!
Og staaer udi vor Ritual,
Hvad I er Barnet pligtig,
Som Præsten Eder sige skal:
(Den Sag er vel saa vigtig!)
Om det behager Gud, at han
Forældrene bortkalder,
Før Faderen fik sin Forstand,
Og Barnet kom til Alder,
Om det da kom til Salling hen,
I der og skulde være,
I vilde da (det Gud afvend!)
I Troen hende lære.
Naar Præsten har forrettet sit
Og Tienesten sig ender,
I vilde følges hiem til Mit,
Og nyde, hvad Gud sender.
Jeg Eder dog, af Venskabs Pligt,
Advare vil og vise,
At alle Ting er tarveligt,
En slet og ringe Spise:
(Som Verten, saa hans Trektement,
Paa Bonde-Viis og Noder,
Eenfoldig, slet, dog det velmeent,
Som hos en Landsbye-Broder.)
En Søbe-Kaal, en grønsalt Gaas,
En røget Oxe-Tunge,
Kiød, Pølse, Flesk, en hakket Moes,
Tilreed af Lev'r og Lunge;
En Steg udaf min Faarestie,
Det beste Lam af alle;
Og stander Fiorden mig vel bi
Med Giedder eller Skalle.
I Sted for Tærter og Confect,
Jeg frem skal lade bære
En Spege-Bøste, Lispunds Vægt,
Min unge Møe til Ære.
Om vi os ey med denne Kost
Tilfulde kunne mætte,
Vi med en Kavring, Smør og Ost,
Vel skulle Pinden sætte.
Saa slags Hull, og tappes op
Af min Tormaaneds Tønde,
Jeg med en Valbirks Pæle-Stob
De Skaaler vil begynde.
Det holdes ud paa Aftenen.
Derhos vi qvæde Viser
Om Axel, Vidrik Verlandsen,
Svend Felding, Langbeen Riiser
Een Ting, om mueligt er, jeg bad:
(I ville mig bønhøre!)
Et lystigt Sind, et Hierte glad,
Til mig I vilde føre!
Og tænker paa, her er det Sted,
Hvor I er fød og baaren,
Hvor Eders Vugge blev tilreed,
Og Svøbe-Klæde skaaren.
Thi kaster bort alt det, som kand
Bekymring Eder give:
Om Havre-Sæden, Fælle-Land
At pløye, saae og drive;
Om Øxen-Kiøb og Heste-Sall;
Om Rug vil gaae i Penge;
Om Fæste, Stedsmaal, Sagefald,
Om Bonden hart vil trænge;
Om Eders Piger ere troe,
Ey Meel og Malt bortgive;
Om I er ey i Fred og Roe
For Borgerne af Skive.
Ney! slager disse Tanker hen,
Og Eder lystig giører!
Den Time kommer brat igien,
Der Sorgen med sig fører.
Naar disse Dage gaae forbi,
Jeg, eene da tilbage,
Med Længsel og Melancholie
Mig selv ihiel maa plage.
Vel siger Præsten, at vi faae
Velsignelser og Lykker
Med Børnene: Men selv jeg maa
Fornemme, Skoen trykker.
Til Amme, Skole, Strømper, Skoe,
Min Udgift sig forøger.
Hvad er jeg? Paa min sande Troe!
En ret elendig T — -.