Classic Poem

Nys skreg jeg ud min Glædes Raserie,
Og tømte Salighedens Pose
I overgiven Poesie,
Med atten Deele Spøg og sytten Alvor i,
Til Svar, Ellina, paa din Engle-Prose.
Men dermed er det ei forbi!
Jeg maa endnu berøre (for at frie
For mulige Skikaners Bryderie
Mit nys specificeerte Skoverie)
De mig tilkommende Parcellers Ellemose,
Som der er, troer jeg, Ugler i.
Du spørger mig, hvad der vel blier tilbage
Til Frieren? Jeg kunde svare dig:
Fast alt, hvad hos en Brud, i vore Dage,
En nogenlunde god, antagelig,
Fornuftig Mads, som Brudgom, ønsker sig.
Du har jo meget meer end Skoven,
Jeg fik Parceller af; du har jo Jord
Rundt om den, det tilkommer efter Loven
Den Mand, som eier Godset, og som boer
Paa Stedet, for saa vidt jeg troer –
Du har jo meer end disse Yndigheder,
Som den, der lever halv af himmelsk Luft,
Og halv af Liliers og Rosers Duft,
I sin Uskyldighed tilbeder –
Du har jo meer end Elskovs Saligheder,
Meer end poetisk Rigdom, meer end Skov,
Og hvad i den jeg har behov,
For mig paa Sangens lette Vinge
Lyksalig op og ned at svinge –
Du har jo Agre, som lidt meer indbringe,
Og hvor kan kiøre Prosaistens Plov –
Du har jo udenfor de Eenemærker,
Hvor mine atten Træer staae,
Hvor mine Nattergale slaae,
Og hvor dirrlirre mine Lærker,
En Grund, som man kan bygge paa –
Et Vang, hvor man en Hoben Høe kan slaae –
En Mark, hvori man kan Kartofler saae –
Og selv en artig lille Kiøkkenhave,
Der, hvis man holder den i Ave,
Til Huusbehov kan yde rigelig,
Hvad Grønt en Mand af oeconomisk Skiønne,
Der ikke giør for meget af det Grønne,
Kan ønske sig –
Du har desuden jo en mægtig Hoben
Løsøre, Møbler, hvoraf sikkert eet
Er fuldt af Linned – hele Garderoben
(Hvoraf jeg knap har femte Parten seet)
Medhvad du har af Seng – om ikke Senge –
Samt hvad du giemmer alt, og arve kan i Penge:
Din Klosterfrøken-Kapital,
Der bliver større hvert Qvartal,
Og som formodentlig vil stige
Med vores danske Cours i det uendelige,
Foruden mangen anden Eiendom,
Som jeg vil ikke tale om –
Du er og bliver jo for Resten (hvad man skatter,
Naar man er ikke ganske fra i Gaar
Og selv i Statskalendren staaer)
Din adelige Faders Datter,
En Herlighed, som ei kan røves dig,
Om nok saa meget end du skiænker mig!
Ellina, du har meer end nok tilbage
For en solid prosaisk Ægtemage;
Og, skulde det og være en Poet,
Nu Herre Gud! saa har man før vel seet
For Amors Alter paa Parnassets Skammel
En ung at blive stukken af en gammel –
En ung er overalt gemeenligen lidt gal
(Jeg var det selv engang), og som Gemal
Han neppe saa nøiagtig tæller
Hver Nytaarsdag,
Som jeg, med fyrretyve paa min Bag,
Sin Elskovs sytten eller atten Eller –
Desuden er jo det aldeles ikke heller
Min Linas, men kun min og Herr Rivalens Sag.

Nei! hvad der er mig Tornen til min Rose,
Er ikke den Bekymring hidtildags;
De Ugler, som jeg finder i min Mose,
Er – uden just mig selv at rose –
Uroligheder af et andet Slags.
Stik overalt mit Hierte let ei saare
Af Larver, som først blive Bier ad Aare;
Min Hierne blev for længe siden frie
For Griller, som der kun er Griller i –
Nei! hvad der ikke ret vil i min Hue,
Og hvad mig synes ikke meget due,
Er, at du af min Kiærlighed
I disse Dage, som du veed,
Isteden for lidt Feber, fik lidt Snue,
Der trods min Sang bestandig varer ved,
Og meer og meer târ til. Den Bi-Omstændighed
I Hovedet har sat mig mangen Flue –
Som om du havde (trods det Nye,
Jeg gav dig om min Elskovs hele Varme)
Faaet Trækvind af mit Blik, og – det sig Gud forbarme! –
Forkiølt dig reent i mine Kys?
Hvis det er sandt – jeg ikke blot af Glæde
Maa synge, pibe, fløite, klukke, græde,
Og Qvalme, Sting, og Slag, og Krampe faae –
Hvis det med Virkningen af mine Heftigheder,
Som din og dine Gratiers Tilbeder,
Sig virkelig forholder saa,
Jeg ikke blot af alskens Fryd, min hierte!
Men selv af alskens Sorg og alskens Smerte
Maa ganske fra Forstanden gaae.

Min Lina! tag i Dag en lille Pennepose,
Og skiær deraf en venlig lille Pen,
Og skriv mig et par Trøstens Ord med den,
Der kunde jage bort de Ugler af min Mose,
Og trække Tornen ud igien!
Hvis du den trækker ud og Uglerne fordriver,
Skal vorde meer end muntert Rimerie,
Skal vorde meer dig værdig Poesie,
Med sytten Deele Spøg og atten Alvor i.
Hvad Musen dig herefter skriver.