Af Krigens Trommer og Trompeter skrammet

Af Krigens Trommer og Trompeter skræmmet
I Odins Stad, berøvet gamle Venner,
Min stakkelse Muse Længselssukket sender
Til Øen, kjær for hendes Sind som hjemmet -

Til Øen — o hvis Savn har hende græmmet,
Saa neppe meer sit eget Smiil hun kjender,
Saa at hun flygter og ei Flugten ender
Før hun har fundet hvad ei meer er fremmet,

Sit Guldborgland! Af Glæde hun bevinges:
Alt Aarets første Dag sin Fest bereder,
En Fest, hvor Poesiens Strenge røres.

Hvor Kjærligheds og Venskabs Gaver bringes,
Der knæler hun, som fordumtid, og beder
En sagte Bøn, — men som i Himlen høres.

Rate this poem: 

Become a Patron!

Reviews

No reviews yet.