Classic Poem

Dig alt Levendes Væld, dig, Aandernes evige Kilde,
Verdeners aldrig udgranskede Grund, dig, Himlenes Udspring,
Dig, som utallige Chor lovsyngende hilse Jehova,
Tjen, Oromasdes, Gud, Dig, evige, store, den Samme!
Prise min stammende Sang i Naturens jublende Samklang!

Stor i det Hele! saa stor, som i Alt, paa Grændsen af Intet!
Gradløs stor i din Dugs af et Græs nedrullende Perle!
Evig umaalelig stor i din Siriuskugle, som rastløs
Rundt om sin evig urokkede Grund i susende Hvirvlers
Trindtomstraalende Kredse de flammende Kloder omsvinger!
Stor i et Kryb, hvis Liv kun varer et Blun, og i Seraph,
Der fra Æonernes Top omskuer utalte Naturer,
Og, nær Ringen, den holdende Ring, høit over det Høie,
Uafseelige Led seer knyttet i Væsnernes Kiæde!
O! du, dit Alts, det ugrændsede Rums oplivende Fylde!
Tør og en Dødelig stamme din Lov, Navnløse! som Himlen
Selv ei nævner med Evigheds Ord? Naar vældig din Almagts
Urandsagede Dyb, som Havet en Aa, opsluger
Alle henbrusende Verdeners Hav, nedstirrer Seraphen,
Aandernes Øverste taus med bævende Gysen, og selv han,
Han, som min Tanke knap naaer, i din Storhed svimlende synker!
O! hvad formaaer da mit zittrende Støv? Kun at nynne sin Afmagt!
Gud! men at føle mig tabt i din Herligheds dybe Beundring
Hæver mig meer end al endelig Magt, og tilbedende Nedfald
For din omstraalede Fod, er mit Høimods stolteste Stigen!

Gysen, uendelig meer end den jordiske Salighed, værd mig,
Himmelens Gysen omspænder min Aand, naar i Skovenes Templer
Tanken sig taber i dig! Ombuldret af Alpernes Tordner,
Høit paa Toppen af steilt optaarnede Field, og paa Randen
Af den brat i dybeste Mulm huultbrusende Afgrund,
Griber usynlig din Haand mit i Fryd hensvimlende Hierte!
O! hvor forsvinder deri hver sandselig Lyst! hvor ophøiet
Tændes af Himmelens Ild hver Følelse! Skaber! her staaer jeg
Tabt paa et Fnug af dit Alt, og oprækker til dig mine Hænder:
Vil du, Algode! engang, naar mit Jordiske smuldrer, opholde
Denne tilbedende Deel af mit Jeg, som troer dig, og haaber......
Herre! du vil! Din Villie skeer, i mig, som i Himlen!
Du, du lever i denne min Bøn! Du bød, og min Siæl bad
Liv og Udødelighed! Døe Død! men i Gravenes Taushed,
Dybt i det døveste Mulm, hvor Thummimerne tie, hvor Urims
Stemmer ei trængte sig ind, hvor de hellige Lamper om Altret
Slukkes, og Alteret sank, og den Bog, din Evighed opslog,
Solmillionernes, lukt henrullede — funkler din Ildorms
Dig gienstraalende Glimt. Forgaaer og Jorden og Himlen,
Styrtes i Chaos tilbage mit Støv, og den synlige Skabning,
Slukkes dog aldrig, o Gud! den Gnist, som din evige Godhed
Tændte til Bøn i Tilbederens Haab, som lyder og troer dig.