Classic Poem

Er æ Plads mærked aa, sæt æ Arbed i Gaang,
fo nø' Mergel laa op po æ Brink!
Spyt en Kjend' i jer Næv', far I tar om æ Staang,
for saa lider jer Arbed' saa flink.
Der ska' javn hænges i her ved gammel Ka' Bakk',
hwis a ett som en Toj' vil stent'- rejn fræ æ Brakk'.
Læ' mæ si, te jer Skovl' de ka' go, bette Kaal',
læ' mæ si, te jer Skovl' de ka' go!

A er Enki og gammel, og jenne om aalt,
og ikki jen Kjeft en ka trow!
De haar tawn a' mi' Tow, de haar staaln a' mi' Maalt,
de haar malked mi' jenywed Kow!
Men misæl om de søen lurer gammel Ka' Bakk'!
A ska wal fo en Urd med de Fyrer aa snakk'.
Læ' mæ si, te jer Skovl' de ka' go, bette Kaal',
læ' mæ si, te jer Skovl' de ka' go!

Ja saamænd er æ Hus' baade gammel og ring',
og æ Taag hænger nejle te Drep,
og mi' laangtænded Øg de er brødt paa dje Bring',
og a sjel stolter aa ved æ Kjep.
Men æ Skatter maa klaares, æ Gord holdes opp'
om saa det ska' knaag' i hwer Navl' og hwer Stropp'!
Læ' mæ si, te jer Skovl' de ka' go, bette Kaal',
læ' mæ si, te jer Skovl' de ka' go!

A haar ett danst paa Rueser saa lidt som paa andt,
a fæk aalle danst møj i mi' Daw
A maatt' ta' mud æ Gord med si' Gjeld og si' Pant,
og den Se' gir kuns smaat i æ Traw'.
Om æ Stolper er skjøv', om æ Væggi er vind'
stor æ Gord paa si' egn, og indno er `en min!
Læ' mæ si, te jer Skovl' de ka' go, bette Kaal',
læ' mæ si, te jer Skovl' de ka' go!

Der er nøj i wor Hjat' te vi knap ka' forsto,
som ka' rør' wos ved søen en Krumm' Jurd;
nær æ Towt' legger grønn', og æ Kuen æ saa mô,
det ka' bind' jen paa Haând og paa Furd.
A vild' gjan' sej' med Sand', nær asto' for Worherr':
A haar stridt for mi' Grund, do faar ta' æ, som det er!
Læ' mæ si, te jer Skovl' de ka' go, bette Kaal,
læ' mæ si, te jer Skovl' de ka' go!