Classic Poem

Paa Skierene skiön Havfru sad,
Af Fiorden gaaer en Snække,
Hun jevner Bölgen ved sit Qvad,
Thi Kongen staaer paa Dække,
Han skuer hen ad fierne Hav,
Hans Hu er alt ved Herrens Grav.

Skiön Havfru reiser sig og staaer
Paa höie Klippetakke,
Og stirrer paa hans guule Haar,
Som bölger om hans Nakke,
Og stirrer paa hans hvalte Bryst,
Saa hvidt som Skum ved Klippekyst.

„Lad kun, lad kun til Jorsal staae
Hen over salten Bölge!
Saa vidt som den er kold og blaae
Skiön Havfru dig skal fölge,
Thi, favre Konge, langt fra dig
Den Bölge brænder, brænder mig.

Naar Dagen stiger frem igien
Og naar Syvstiernen skinner,
Hvor mine Fiske smutte hen
Med vævre Sölverfinner,
Jeg ömt og troe skal fölge dig,
Thi ellers Bölgen brænder mig."

Og paa en Hval afsted hun foer,
Den var saa deilig spettet,
Om hendes Hofter hang en Giord,
Af Perler sammenflettet,
Med Sölverskæl hun dækket var,
Guldharpen hun ved Giorden bar.

Frem i hans Kiölvand troe og froe
Til Sikelei hun svömmer,
Og hvergang Kongen gaaer til Roe
Og södt paa Hyndet drömmer,
Derude paa den Bölge blaae
Hun Harpen sagtelig mon slaae.

Saa fölger hun til Myklegaard
I ubekiendte Vande,
Og naar den Miöd til Randen staaer
I Kongens gyldne Kande
Og han den löfter til sin Mund,
Paa höie Dönning dandser hun.

Men da han nu til Jorsal drog
Skiön Havfru blev tilbage,
45Ved Myklegaard hun Harpen slog
Til Elskovs kielne Klage,
Og Væringer fornam med Fryd
Ved Dagens Port den Havfrus Lyd.

Hun aldrig reiser Vind og Vær
Og intet Skib nedsænker,
Skiön Havfru er saa öm og kiær
Og kun paa Kongen tænker,
Og see! tilbage kommer han
Som Pilgrim fra Israels Land.

Et lidet Billede han bær
Og tidt til Læben trykker,
I Guld og Sölv det fattet er,
Sit Bryst dermed han smykker.
Det er den reene Himmelmöe
Som saae sin Sön paa Korset döe.

Hist ved den helligholdte Grav
Ham en af Munkeskaren
Det underfulde Billed' gav
At staae ham bi i Faren.
Saa længe som mit Sværd og Skiold,
Det være skal i tryg Behold."

Skiön Havfru stirrer vildt derpaa,
Den Bölge hende brænder,
Den Sölverskæl blir mörkeblaae,
Mod Norden hun sig vender
Og synger rædsomt Uværsqvad -
Dog Elskov seirer over Had.

Skiön Havfru troe men ikke froe
I Snækkens Kiölvand svömmer,
Men naar nu Kongen gaaer til Roe
Og gyldne Kande tömmer,
Hun Harpen ikke höres slaae
Og dandser ei paa Bölgen blaae.

Saa fölger hun til Norrigs Kyst.
De vilde Vinde sove
Dybt i dens Klöfter, alt er tyst
Paa Ager, Bierg og Vove,
Med Maanen alle Stierner smaae
Nedstige i de Bölger blaae.

Skiön Havfru staaer paa Havets Speil,
Ved Foden Fiske spille,
De folde sig, de slappe Seil,
Og Snækken ligger stille,
Den Styrmand blunder ved sit Roer,
90Kun Kongen vaager end ombord.

Med stille Veemod af sin Barm
Han Billedet fremtager,
Og kysser det saa andagtsvarm,
Og fromme Sukke drager:
O Himmelmöe! du förte mig
Tilbage til min vante Vig."

Brat slaaer skiön Havfru Strengens Guld,
Da daane alle Glæder,
Hver Tone er saa Jammerfuld,
Rundtom Naturen græder,
Og Kongen staaer med dæmpet Aand,
Det Billed' slipper af hans Haand.

Med hellig Skræk udspringer han
Klenodiet at hente,
Men pludseligt med Elskovsbrand
Den Havfru ham omspændte,
Hun gynger ham paa Bölgetop
Og alle Storme vaagner op.

Men ved det förste kolde Kys
Hun paa hans Læbe trykker,
Den blide Siel hun suger lös,
Og ned i Havet dykker;
Det stormer, Snækken gaaer i Qvag,
Og Hvalen leger med dens Vrag.