I Efteraaret

Jeg svøber mig i Kappen lunt og tæt
og vandrer ud, alene med min Tanke,
i Efteraarets sørgende Natur.
Det blæser koldt derude. Ved hvert Vindstød
jeg maa mig stride frem; men det forfrisker,
naar man er glad og fuld af Ungdomsmod,
at kæmpe rask mod Elementerne
og lade Stormen lege med sit Haar.

Hvor øde og forandret er dog Alt!
I Haven, hvor saa mangen Sommermorgen
jeg traadte ud og saae de krumme Gange
helt festlig revne, kun med lette Spor
af Jomfrufødder; her, hvor Frugtalléen
hang fuld af Kirsebær paa alle Kviste,
her ligger Alt nu falmet og forladt
og fugtigt efter sidste Uvejrsbyge;
det lune Drivhus, hvor Melon og Græskar
og gule Asier svulmede i Solen,
er dækket nu med Maatter tæt for Kulden;
i Dammen søge Fiskene til Mudret
og snappe ikke mér i Aftensolen
de lette Myg; i Græsset ligger Rusen.

— Hør, hvor det suser! Det er Dødens Engel,
som gaar usynlig over Sivet hen
og hvisker det sin sørgelige Løndom;
det bøjer sig og hvisker til det næste,
og Løndomsordet gaar fra Siv til Siv,
saa Gysen farer gjennem Alnaturen.

Ud over Gjærdet mellem visne Hasler
jeg kaste maa et Blik paa Landsbygaden.
Ej blomstrer mér ved Kirkegaardens Mur
Siren og Guldregn, ingen Holstenskvogn
med Kjøbstadsfolk i lette Sommerklæder
mig farer nu forbi; kun et Læs Brænde
fra Skoven ruller til en Vinterarne.
— Nu rusker det saa smaat. Der kommer Katten!
Den vender hjem til Bondegaardens Lo,
træt af at jage efter rappe Markmus;
sé, hvor den søger sig forsigtig ud
de rene Sten, at Poten ej skal smudskes.

Men Blikket strøjfer videre omkring
til Horizonten og de fjerne Skove
og ned til Søen hist. Du skjønne Sø!
Hvor ofte har jeg vugget paa dit Spejl
i Sommeraftnen, snart i lystigt Selskab,
og snart alene med en Bog i Haanden;
nu fraade dine Bølger vildt med Skum
for Kastevindens Stød. Ej mér paa Bænken
jeg hviler mig nu ved din Bred som før;
i Haven langtfra hører jeg din Brusen.
— Det er mig som igaar, da her jeg stod
en dejlig Juniaften. Hist i Lunden
var Bordet dækket til et landligt Maaltid;
fra Marken kom en Duft af Hø, og Lærken
sang sødeligt sin Aftensang i Skyen.
Med skjønne Piger gik jeg op paa Højen,
hvor Asketræer skygge, og vi lo
og søgte Lignelser til Skyerne;
og alt som saa vi spøgte, Aftenrøden
udfolded sin uendelige Pragt;
fra Solen gjennem Luften strakte sig
en Vifte lig af Guld; det var, som saae
vi gjennem Himmeriges gyldne Porte,
og Alle tav; udødelige Længsler
gik gjennem Hjerterne. Vist aldrig glemmer
jeg dette skjønne, flygtige Moment!
— Hvo skulde sé paa denne Himmel nu,
det er den samme? Vilde Skyer ile
i sorte Masser frem med Hagl og Kulde
og stærke Vindstød. Det er Vintrens Børn.
Ret som uhyre Svampe svulme de -
et Tryk af Stormens Haand, da styrter ned
Skybruddets Strømme over Mark og Skove.

Hvad rasler der? tys! Det er kun et Firben!
Henover visnet Løv i Havens Gang
det søger sig et Smuthul under Gjærdet.
— Her sniger sig en Orm! hvor den har Hast!
Instinktet lærer den, det er paa Tide
at stunde til den store Vinterdvale.
Frygt ej; jeg vil kun hjælpe Dig paa Vej,
Du svage Kryb. Det er Naturens Herre,
som skuer ned til Dig; dog sukker han,
af Sult og Søvn og Død en Træl som Du;
en mægtig Skjæbnes Magt staar over ham
og smiler ad hans Afmagt, som han smiler
ad din. Godnat! Jeg dækker Dig med Muld;
naar Sneen smelter, vil din Skaber finde
Dig i dit Skjul og vække Dig til Live.
— Herovenpaa er Alt nu dødt og koldt,
forfaldent som et Hus, hvor Moderen
er død og Vinden trækker gjennem Ruden.
De dunkelrøde Høstens Georginer
og Asterne sé ud, tilredt af Blæsten,
som Kvinder, der i Dagens blege Dæmring
staa trætte af en gjennemvaaget Balnat
og nikke søvnige med spredte Lokker.
Alt sér saa sørgeligt, saa livsmæt ud!
Dog jeg er ung, og midt i Efteraaret
jeg bærer Livets Foraar i mit Hjerte.

Tys! atter sukker dybt det i Naturen!
Den drysser visne Blade om min Tinding,
ret som den vilde sige: „Daare, dér,
dér har Du Krandsen til al jordisk Lyst!"
Vel! jeg vil gribe den og slynge kjækt
de visne Blade mellem Haabets Roser
og vie mig i Livets friske Morgen
til Savn, til Alvor og til Vemod ind!
Der faldt et Æble ned foran min Fod,
en Gravensten, forglemt af Gartneren.
Du skjønne, modne Frugt, o hvor forfrisker
Du i den visnende Natur mit Syn!
Derinde rasler dine modne Kjærner
og gjemme Livets evigunge Spire.
O, maatte jeg, naar og min Høst er kommen,
sé Frugten af mit Liv saa skjønt som Du!

Her fører Havelaagen ud til Marken.
Jeg aabner den og træder udenfor,
imens jeg trykker fastere min Hue,
thi voldsomt over Højene gaar Vinden.
En gammel Kjærling med et Knippe Grene
har ondt ved hjem at stride til sin Hytte,
som ligger hist ved Ledet; Vogterdrengen
er krøben ind blandt Kæmpegravens Stene
og titter ud, om Bygen snart er ovre.
Paa Højen maa jeg op. Sé Faarene
forfærdet flygte ud til alle Sider,
og Drengen efter dem. Stakaandet staar
jeg nu paa Overliggeren, hvor Lyngen
har trængt sig ind i muldopfyldte Sprækker
og nikker med sin lille røde Blomst.

Jeg véd ej selv! jeg føler mig saa vel
med denne vilde Himmel over mig.
Kun lidet passed jeg til hin Natur,
hvor Alting blomstrer i et evigt Foraar,
dér sank jeg hen til en umandig Drømmer;
men Norden med sin underlige Alvor,
med Elementers Kamp og Skumringen
i lange Efteraars- og Vinteraftner
opvækker Eftertanken i mit Bryst.
Derfor, Du friske Storm, brus Du kun lystigt
din Sang, din dybe Alvorssang, og luft
det syge Mismod bort og Smaaligheden
fra denne Slægt, som færdes nu i Norden,
at gammel Ærlighed og Heltekraft
maa atter rejse sig af Fædres Muld!

Foroven skilles nu paa Himlens Blaa
de tunge Skyer, og dejligt kaster Solen
en Straale paa de mørkebrune Skove.
O, det er Sommeren, som end engang
til Afsked vender sig og sér tilbage;
nu vil hun atter over Alperne
nedstige til de skjønne Sydens Dale,
hvor vilde Roser og Levkøjer gløde;
det milde Solglimt er et Kys, hun kaster
til hver en Bæk, til hver en Høj og Eng,
hvor hun har hvilet, med Violer krandset
Farvel, Du Solens Barn, Du Flygtige!
Jeg kommer ikke hid for syg at klynke;
jeg vil kun tage nu en kjærlig Afsked
og takke Dig for hine skjønne Dage,
Du atter har mig skjænket i din Favn.
November med sin Sludtid nærmer sig,
da Dag og Nat man hører Regnen plaske
fra Tag til Rende, og kun Uvejrsfugle
i store Flokke sprede sig i Luften;
men Menneskene slutte tæt sig sammen,
Hver søger til sit Hjem og skotter kun
igjennem Ruderne ud til Naturen.
Den er ej død! den samler sig kun Kræfter
ved Almagts Barm. I Sviblens lille Løg,
i Myrens Bryst, i Krybets i Moradset,
i Frø og Træ, selv i den kolde Bølge
dybt under Isen banke Livets Pulse
uhørlige med aldrig udtømt Kraft.
Den hviler kun! jeg véd det jo forvist;
derfor, imens Forgængeligheds Billed
sig hæver for mit Blik, jeg ængstes ej;
i Undergangens sørgelige Spor
udvider sig mit Bryst ved Følelsen,
at Aanden staar udødelig derover.

Vemodig, men med roligt Smil, jeg sér
Tilintetgjørelsen i Øjet ind.
Lad kun den Svage gysende sig vende
fra Sørgesynet bort og prise Vaaren -
jeg priser Efteraaret; thi det viser
mig ikke Haabet som et sorgløst Barn,
men som Keruben, der paa Dødens Nakke
stolt sætter Foden, og udødelig
i Undergangen peger op mod Gud!

Rate this poem: 

Reviews

No reviews yet.