Serenade

Hæv, kjælne Cither, nu din Røst!
Igjennem Ruden Lampen skimter;
Saa Haabet i mit Hjerte glimter.
Hæv, kjælne Cither, hæv din Røst!

Ak, Lina, hør min stille Sang!
En bange Hilsen den dig bringer;
Tung er af Graad de lette Vinger,
Som fordum den mod Hilmen svang.

Forgjængeligheds blege Glød
Nu Midnats kolde Møe omfatter;
Fortvivltes Suk, Bachantens Latter
Hun vugger i sit dunkle Skjød.

O søde Stemme! Englerøst!
Hvidsk gjennem Luftens stille Bølger,
Om Elskov sig bag Tornens dølger;
Ak! Længsel stormer i mit Bryst.

O Lina, hør! ei Rosen meer
Er stolt af sine Purpurflammer,
De svandt i Nattens Dødningkammer -
O har du Natviolen kjær?

Ved Dagens Lys du den vel fandt,
Prydløs at bøie lave Stengel,
Men Natten vinker Blomstens Engel
Til Stjernen i sit Duftgevandt.

Du Elskte! ja, en Natviol
Vel nævnes maa mit ømme Hjerte,
Til Natten hvidsker det sin Smerte,
Undselig for den lyse Sol.

Du tier Lina? Hører du
Taus paa min Kummers dumpe Klager?
Den kolde Muur mit Suk gjentager,
Den er ei kold og grum som du!

Sank det da ei, sank Gittret ei,
Som stedse grusom os adskiller?
See! — Maanen, over Bjerget, triller
Sin blanke Vogn paa Skyens Vei!

Den kommer med sit Brudeblus,
Den troer — ak! at i Linas Kammer
For mig et kjærligt Hjerter flammer;
Fly, Maane, fly! og sluk dit Blus!

Vel Farven svandt, og Gittret svandt,
Men Rosen kun om Roser drømmer,
Og Nattens Blomst sin Duft udstrømmer,
For Elskovs Fod sin Død den fandt.

Sov, Lina! sødt i Glædens Arm,
Din Yndlings Billed Drømmen kalder;
Min Taare paa din Sjæl ei falder,
Den triller i min Lyras Barm!

Rate this poem: 

Reviews

No reviews yet.