Til Naturen

O store, herlige Natur,
o lad i Savn mig ej forgaa!
Opluk, opluk mit Fangebur,
lad mod din Sol mig Vingen slaa!

Du er saa rig, Du er saa skjøn,
Guldfloder strømme ved din Fod.
O lad mig ej forgaa i Løn
midt i din rige Overflod!

Selv har Du buden mig til Gjæst!
Og, mægtigt af din Skjønhed rørt,
med Sang jeg hilset har din Fest;
min glade Jubel har Du hørt.

Af Dig jeg Digterilden fik.
Beruset af din Harmoni,
jeg mægter ej med Kræmmerblik
at gaa din Skjønhed kold forbi.

Et Blad, som svømmer paa en Bæk,
en Blomst, et Siv, et lille Straa
for mig er underfulde Træk,
som gjør, at jeg maa stille staa.

Endnu har jeg ej Sangen glemt,
den lyder kun, Natur, om dig.
O Moder, har Du ikke gjemt
en Plads ved Livets Fest for mig?

Rate this poem: 

Reviews

No reviews yet.